Hjorteskind Gulch - Det Delirium

Efter Thanksgiving festligheder, Amji Yoshi, Greg, Steve, Sarah, Joey og jeg tog til en anden af vores eventyr. Vi skulle forsøge at vandre verdens længste slot canyon (~ 43 ekstra lange miles) fra hjorteskind Gulch (eller rettere Wire Pass) til Lees Ferry. Vi ankom til grænsen mellem Utah og Arizona, efter køretid ud på natten og navigere en markvej fuld af flænger og huller, der kræves responstiden for en pilot at navigere.

Vi har oprettet vores telte omkring 1:00 om morgenen og som er bestemt til at sove. Prognosen forudså, at det ville komme ned til 30 grader om natten. Alle vores soveposer blev vurderet til omkring 25 grader, så vi troede, vi var fine. Nattehimlen var spektakulær! Jeg gad ikke oprette et telt, fordi jeg ønskede at se stjernerne. Jeg kom ind i min sovepose, men havde problemer med at få varme. Jeg har boet op at se stjernerne og forsøgte at drage fordel af friktion for at holde mine tæer fra at fryse over. Det var ikke alle effektive. Viser sig, at det var 10 grader den nat!

Yoshi, Greg og jeg forlod lejren tidligt at slippe en bil fra ved Lee's Ferry. Greg kom med på turen, fordi hans fødder frøs og han havde ikke sovet endnu. Det tog os tre timer at aflevere bilen og gøre det tilbage til Trailhead. Da vi vendte tilbage til resten af vores besætning var bare at blive klar. Turen er en af de smukkeste stier på Jorden. Jeg har gjort det før, og jeg var virkelig ser frem til den anden dag - hvor Fountain of hjorteskind Gulch jetfly rent drikkevand direkte fra canyon væg.

Vi bragte ekstra forsyninger, og jeg selv bragte en oppustelig ponton, fordi den anden dag kløften løber ind i Paria Canyon, der er fyldt med en lind strøm af ren taljen-dybe vand. Vi har til formål at skubbe det lidt med vægten på den første dag og flyde alle vores tunge gear på resten af turen. Steve er en kok, og han havde forberedt alle former for store måltider til os - herunder steaks, mmmmmmmm.

Vi udforskede hver bøje, som den dag fortsat og i begyndelsen af eftermiddagen løb vi ind i en gentleman, der var på vej tilbage. Han advarede os om, at der var en del af væg til væg mudder forude, at vi ikke kunne passere igennem uden bare igennem det. Vi håbede, at denne tid af året ville hjælpe os med at undgå nogle af disse mudrede områder, men vi havde ikke til hensigt at lade et par mudrede steder stoppe os. Så vi pressede på. Da vi kom til den mudrede stedet tog jeg mine sko ud, presset igennem det, faldt mit pack og så kom tilbage til færgen besætningen på mine skuldre.

Min plan virkede ikke som jeg havde tænkt. Jeg shuttled Yoshi over, hendes pack, Sarah, og derefter hendes pakke, men på det tidspunkt var jeg i anden fase af hypotermi. Hele min krop var ukontrollabelt ryster, og jeg havde skåret mine tæer på nogle skarpe klipper. De fyre var nødt til at klare sig selv. De er alle presset igennem den kolde gerne champs. Så vi tog en pause for at rydde op og varme os op. Vi stoppede for at spise en rigtig sen frokost og derefter begyndte at bevæge sig igen.

Da solen jeg tog til efterretning, hvordan træt jeg var. Jeg havde ikke opholdt vågen denne lange år, bestemt ikke på en dag, der kræves nonstop vandreture. Det var allerede begyndt at få kolde nok, at vi ikke kunne stoppe flytter uden at blive ubehageligt. Så kom vi til en anden mudret stedet. Denne ene var ikke ret længe. Faktisk havde vi set et træ, der var faldet fra over cirka 10 minutters gang igen. Så alle de fyre gik tilbage og hev træet på vores skuldre, og derefter kastede det over mudret region. Alle men Steve har gjort det over uden at blive mudret. Vi holdt på.

Vi gik med forlygter nu, fordi dybder denne canyon var competely mørke. Så vi ramt en anden mudret region. Vi besluttede at bare hård det ud og gå efter det. Så vi sætter på vores neopryne sokker og opdagede hurtigt, at vi var nødt til at krydse mudderet uden sko, da vi ellers ville miste dem. Mud efter mudder efter frosne mudder. Isen brød på vores skinnebenene, og mudder stank af tilovers afføring, der havde skyllet ned canyon. Vores ledende håb var, at når vi nåede Paria floden vi kunne rydde op, og derefter foretage en dejlig varm middag med vores brændeovne, og derefter få ind i vores soveposer og varme op (vi havde hånd brænder og fødder med brænder der er afsat til denne del) .

Delerium og udmattelse begyndt at etablere i. Greg forsøgte at starte et mytteri og sagde, at han var gået tilbage, da han så en dropoff med en del af væg til væg mudder af ukendt dybde på den anden side. Jeg sagde, at jeg vil prøve det, og hvis ikke så slemt så vi kan holde gang. Han tilsluttede sig denne. Det var kun knæ dybt. Mudderet endelig giver op, og vi skruet yderligere 2 timer. Så mudder startede op igen. På 11:30 var det 10 grader, var vi alle i vores shorts, rullede op bukser, badebukser, eller som i Amji vedkommende hans undertøj, dækket af mudder næsten op til vores talje, opbrugt fra de 85 pounds på vores rygge, tørstig og klar til middag. Enden var stadig ikke i syne.

Så vi ramt af faldet off - hvor vi skulle klatre ned med reb. Det eneste problem var, at på den anden side af denne afsats en mudder sø ventede os - en, der var så dyb, at det ville kræve, at vi træffer vores pakker ud og svømme dem på tværs. Gruppen blev devestated. Vi var næsten ved sammenløbet med Paria floden, hvor rent vand ventede os, og nu er vi nødt til at hovedet tilbage. Vi kunne ikke sove i vores soveposer som denne, kunne vi ikke holde stille mere end 30 sekunder uden nedfrysning. Vores eneste mulighed var at hovedet tilbage, hele natten, og tilbage gennem alle mudder pit!

Vi brød op i to grupper, dumpede den nonessentials og begyndte tilbage så hurtigt som vi kunne, i håb om at vi ville nå slutningen, før vi nåede vores mål. Amji, Yoshi og jeg var i ryggen gruppe. Mine nye sko var en størrelse for stor, og med den konstante mudder de var glide fra side til side ved hvert skridt. Det var umuligt at gå hurtigt. Vi besluttede vores strategi var at gå i 20 minutter, og derefter tage en 3 minutters pause. Igen og igen vi opfordret os vente på at næste pause. Den tredie pause vi alle satte sig på afsatser, der løftede vægten af vores pakker fra vores skuldre, og straks var vi alle i søvn. Den kolde kom til Yoshi første og hun vågnede op og genoplivet os. Vi kunne ikke tro, at vi alle var nået drømme scene med det samme.

Vi pressede på og da solen kom op begyndte vi hallucineret. Vi så folk, der ikke var der, så jeg stort rødt guldsmede leger med hinanden. Amji greb min arm og sagde "Vi er nødt til at holde gang." Jeg prøvede at fortælle ham, at jeg gik, men da jeg indså at jeg ikke var. Yoshi mistede alle følelser og behov for at bevæge sig hurtigere at varme hendes krop op. Hun gik foran os og endte mangler kun tænde på sporet. Når Amji og jeg gjorde det til exit var det rapporteringskrav på os, Yoshi manglede, og vores redning ride (det første hold) ikke var der til at hente os. Vi faldt vores resterende gear og excuted en plan for at finde Yoshi. Hun havde nået langt og så indså, at hun gik glip af tur. Hun vendte tilbage og gik glip af tur igen og gik hele vejen, hvor vi oprindelig skiltes. Så vendte hun sig rundt igen og denne gang fandt afkørsel. Hun havde droppet hele sin pakke og prøvede med alle hendes sidste energi til at gøre det. Vi var alle meget glade for at være sammen igen.

Så vi ventede og fortsatte med at fryse. Alle følelse havde forladt mine fødder over ti timer siden på dette punkt. Efter to timer i lastbil kørte igennem, og vi bad chaufføren til at tage os til den nærmeste by. Vi lignede vi var dækket i lort, og teknisk set vi var. Han forsøgte at være høflig om vores lugt, satte tæpper ned over hans pladser, og kørte os mod asfalteret vej. Ligesom vi gjorde det til den vej, vi så Sarah køre min bil hen imod os. Vi var glade for endelig at finde ud af, at alle var sikre.

Hotellet var det bedste jeg nogensinde har haft. Hot endeløse vand i bruseren. Bløde senge. Varm! Det er virkelig hjulpet os til at se simple glæder i livet en helt ny måde! Livet er fantastisk.