Buckskin Gulch - Den Delirium

Efter Thanksgiving festligheder, tog Amji, Yoshi, Greg, Steve, Sarah, Joey og jeg ud for en anden af ​​vores eventyr. Vi skulle forsøge at vandre verdens længste slot canyon (~ 43 ekstra lange miles) fra Buckskin Gulch (eller rettere Wire Pass) til Lees Ferry. Vi ankom til grænsen mellem Utah og Arizona, efter køretider ud på natten og navigerer på en grusvej fuld af flænger og huller, der kræves responstiden for en fighter pilot at navigere.

Vi har oprettet vores telte omkring 1:00 om morgenen og som er bestemt til at sove. I prognosen forudsagde at det ville komme ned til 30 grader den nat. Alle vores soveposer blev vurderet til omkring 25 grader, så vi troede, vi var fint. Nattehimlen var spektakulær! Jeg gad ikke at oprette et telt, fordi jeg ønskede at se stjernerne. Jeg kom ind i min sovepose, men havde problemer med at få varme. Jeg blev oppe at se stjerner og forsøgte at drage fordel af friktion for at holde mine tæer fra at fryse over. Det var ikke alle effektive. Det viser sig, at det var 10 grader den nat!

Yoshi, Greg og jeg forlod lejren tidligt at droppe en bil af ved Lees Ferry. Greg kom med på turen, fordi hans fødder var frysning og han havde ikke faldet i søvn endnu. Det tog os tre timer at aflevere bilen og gøre det tilbage til Trailhead. Da vi kom tilbage resten af ​​vores besætning var lige ved at komme klar. Turen er en af ​​de smukkeste stier på Jorden. Jeg har gjort det før, og jeg var virkelig ser frem til den anden dag - hvor Fountain of Buckskin Gulch jets rent drikkevand lige ud af canyon væg.

Vi bragte ekstra forsyninger, og jeg selv bragte en oppustelig ponton, fordi den anden dag kløften løber ind i Paria Canyon, der er fyldt med en lind strøm af rene taljen-dybt vand. Vi har til formål at skubbe det lidt med vægten på den første dag og flyder alle vores tunge grej på resten af ​​turen. Steve er en kok, og han havde forberedt alle former for store måltider for os - herunder steaks, mmmmmmmm.

Vi udforskede hver bøje, som den dag fortsatte og i begyndelsen af ​​eftermiddagen løb vi ind i en herre, der var på vej tilbage. Han advarede os om, at der var en del af væg til væg mudder forude, at vi ikke kunne passere igennem uden bare at gå igennem den. Vi havde håbet, at denne tid af året ville hjælpe os med at undgå nogle af disse mudrede områder, men vi havde ikke i sinde at lade et par mudrede pletter stoppe os. Så vi pressede på. Da vi kom til den mudrede stedet tog jeg mine sko af, skubbet igennem det, faldt min rygsæk og så kom tilbage til færgen besætningen på mine skuldre.

Min plan virkede ikke som jeg havde tænkt. Jeg har pendlet Yoshi tværs, hendes pakke, Sarah, og derefter hendes pakke, men på det tidspunkt var jeg i den anden fase af hypotermi. Hele min krop var ukontrollabelt rystede, og jeg havde skåret mine tæer på nogle skarpe sten. De fyre var nødt til at klare sig selv. De har alle skubbet gennem den kolde lignende champs. Så vi tog en pause for at rydde op og varme os op. Vi stoppede for at spise en rigtig sen frokost, og derefter begyndte at bevæge sig igen.

Da solen jeg tog til efterretning, hvor træt jeg var. Jeg havde ikke opholdt sig vågen denne lange år, bestemt ikke på en dag, der krævede nonstop vandreture. Det var allerede begyndt at blive koldt nok, at vi ikke kunne stoppe bevæger sig uden at blive ubehageligt. Så kom vi til et andet mudret sted. Denne ene var ikke særlig lang. Faktisk havde vi set et træ, der var faldet fra over cirka 10 minutters gang tilbage. Så alle de fyre gik tilbage og hev træet på vores skuldre, og derefter kastede det over den mudrede regionen. Alle men Steve gjort det over uden at blive mudret. Vi blev ved.

Vi gik med forlygter nu, fordi dybet af denne canyon var competely mørke. Så vi ramte en anden mudret område. Vi besluttede at bare hårdt det ud og gå efter det. Så vi sætter på vores neopryne sokker og opdagede hurtigt, at vi var nødt til at krydse mudderet uden sko, ellers ville vi miste dem. Mud efter mudder efter frosne mudder. Isen brød på vores skinneben, og mudder stank af tilovers afføring, der havde skyllet ned i kløften. Vores ledende håb var, at når først vi nåede Paria floden vi kunne rydde op, og derefter lave en dejlig varm middag med vores brændeovne, og så komme ind i vores soveposer og varme op (vi havde hånd brænder og fødder brænder der er afsat til denne del) .

Delerium og udmattelse begyndte at sætte ind Greg forsøgt at starte et mytteri og sagde, han var på vej tilbage, når han så en afleveringsservice med et afsnit af væg til væg mudder af ukendt dybde på den anden side. Jeg sagde, at jeg vil prøve det og hvis ikke så slemt, så kan vi holde ud. Han tilsluttede sig dette. Det var kun knæ dybt. Mudderet endelig lade op, og vi vandrede i yderligere 2 timer. Så mudder startet op igen. Kl 11:30 var det 10 grader, var vi alle i vores shorts, rullet op bukser, badebukser, eller som i Amji vedkommende sit undertøj, dækket af mudder næsten op til vores waists, udmattet af de 85 pounds på vores rygge, tørstig og klar til middag. Enden var stadig ikke i syne.

Så vi ramte drop off - sted, hvor vi måtte klatre ned med reb. Det eneste problem var, at på den anden side af denne afsats en mudder sø ventede os - en, der var så dyb, at det ville kræve af os at tage vores pakker ud og svømme dem på tværs. Gruppen blev devestated. Vi var næsten ved krydset med Paria floden, hvor rent vand ventede os, og nu vi var nødt til at hovedet tilbage. Vi kunne ikke sove i vores soveposer som denne, kunne vi ikke holde stille i mere end 30 sekunder uden at fryse. Vores eneste mulighed var at hovedet tilbage, gennem natten, tilbage gennem alle mudder pitten!

Vi brød ind i to grupper, dumpet den nonessentials og startede tilbage så hurtigt som vi kunne, i håb om at vi ville nå enden, før vi nåede vores ende. Amji, Yoshi og jeg var i ryggen gruppen. Mine nye sko var en størrelse til store og med den konstante mudder de blev glide fra side til side ved hvert skridt. Det var umuligt at gå hurtigt. Vi besluttede vores strategi var at gå i 20 minutter og derefter tage en 3 minutters pause. Igen og igen har vi opmuntret os selv venter på at næste pause. På den tredje pause vi alle satte sig på afsatser, der løftede vægten af ​​vores pakker off vores skuldre, og straks var vi alle i søvn. Den kolde kom til Yoshi første og hun vågnede op og genoplivet os. Vi kunne ikke tro, at vi alle havde nået at drømme scenen med det samme.

Vi pressede på, og da solen kom op begyndte vi hallucinerer. Vi så folk, der ikke var der, så jeg stort rødt guldsmede leger med hinanden. Amji greb fat i min arm og sagde: "Vi er nødt til at holde gang." Jeg prøvede at fortælle ham, at jeg gik, men så indså jeg, at jeg ikke var. Yoshi var ved at miste al følelse og havde brug for at bevæge sig hurtigere at varme sin krop op. Hun gik foran os og endte med at gå glip af kun slå på sporet. Når Amji og jeg gjorde det til exit var det hagler på os, var Yoshi manglede, og vores redning ride (det første hold) var der ikke for at hente os. Vi har droppet vores resterende gear og excuted en plan for at finde Yoshi. Hun havde presset fremad og så indså, at hun gik glip af tur. Hun vendte tilbage og gik glip af tur igen og gik hele vejen til, hvor vi oprindeligt skiltes. Så vendte hun sig rundt igen og denne gang fandt exit tur. Hun havde droppet hele sin pakke og prøvede med alle hendes sidste energi til at gøre det ud. Vi var alle meget glade for at være sammen igen.

Så vi ventede og fortsatte med at fryse. Alle følelse havde forladt mine fødder over ti timer siden på dette tidspunkt. Efter to timer en lastbil kørte igennem, og vi bad chaufføren til at tage os til den nærmeste by. Vi så ud som om vi var dækket af lort, og teknisk set vi var. Han forsøgte at være høflig om vores lugt, lægge tæpper ned over hans sæder, og kørte os mod asfalteret vej. Ligesom vi gjorde det på vejen så vi Sarah køre min bil hen imod os. Vi var glade for endelig at finde ud af, at alle var sikkert.

Hotellet var det bedste jeg nogensinde har haft. Varmt endeløse vand i bruseren. Bløde senge. Varm! Det er virkelig hjalp os til at se de simple glæder i livet en helt ny måde! Livet er fantastisk.